Karoline

Aalborg

Karolines tur starter ved Mallorca Bar på Kennedys Plads og slutter ved Kayerødsgade.

Mit navn er Karoline, jeg er 32 år gammel og bor med min kæreste. Jeg har i mange år, drømt om at kunne fortælle min historie, for at kunne nå ud til andre i lignende situationer. At kunne slå noget af alt den tabu ihjel, og samtidig hjælpe samfundet ved at skabe en større forståelse og derved kunne give mere hjælp til udsatte.

Jeg startede mit liv ud med en voldsom oplevelse, der satte sine spor. Jeg kom hurtigt ind i voksenlivet og gik med til ting, som ødelagde mig. Ting som i dag gør at jeg lever med Borderline, Bipolar og PTSD. Jeg har haft mange selvmordsforsøg og et system, der ikke forstod mig. På min tur vil i høre meget mere om min lange rejse, for at nå dertil hvor jeg er i dag. I vil høre om voldtægt, prostitution og de mange svigt jeg har været ude for. 

Jønne

Jørgen er guide i Aalborg for Gadens Stemmer

Aalborg

Jørgens tur starter ved broen til Nr. Sundby ved siden af restaurant Bones og slutter ved Poul Paghs Gade.   

Mit navn er Jørgen og jeg er 59 år. Kært barn har mange navne, og jeg er også kendt som Karate-Jørgen, Abe-Jørgen og Jønne. 

Min historie starter ved broen til Nr. Sundby, for det er der jeg er vokset op og stadig bor. Resten af historien foregår i Aalborg. Vi kommer gennem Jomfru Ane Gade, hvor jeg var en kendt og respekteret dørmand gennem en lang årrække. Jeg elskede mit job; jeg var en del af festen, fik lov at uddele nogle øretæver og gik hjem med penge på lommen. Det var også her jeg mødte min kone, og tiden i Jomfru Ane Gade husker jeg primært som en sjov periode, selvom der også var mange alvorlige situationer.

Vi går videre gennem byen, og kommer blandt andet forbi et af de steder, hvor jeg blev skudt. Jeg fortæller også om dengang, at jeg fik en kniv gennem armen, og om nogle af de forsøg, der har været på at likvidere mig.

Jeg fortæller min historie gennem Gadens Stemmer, fordi jeg gerne vil vise de unge at der er konsekvenser af de handlinger man begår. Konsekvenser, som først rammer mange år senere. I dag har jeg fået konstateret PTSD som følge af de mange ting jeg har oplevet.

Tilmeld nyhedsbrev