Beskæftigelse i Gadens Stemmer

Vi tilbyder udsatte mennesker meningsfuld beskæftigelse som guider på byvandringer der viser livets bagside.

Som guide hos Gadens Stemmer formidler man sin personlige livshistorie fra et liv præget af sociale udfordringer såsom hjemløshed, stofmisbrug, kriminalitet, anbringelser og psykiske sårbarheder.
Vores kunder til byvandringerne spænder bredt: klasser og grupper fra udskolingen i folkeskolen, gymnasier, professionsuddannelser samt grupper fra virksomheder, offentlige institutioner og foreninger. Derudover har vi også åbne ture, hvor deltagerne kommer fra alle samfundslag og fra hele Danmark.

I 2024 gennemførte Gadens Stemmer 1459 byvandringer med i alt 23.000 deltagere.
Som guide aflønnes man med 500 kr. for en byvandring på 90 minutter og får desuden løn for deltagelse til personalemøder og andre aktiviteter. 

 

En guide har i en typisk uge 2-3 ture i København og lidt færre i Jylland og på Fyn. Der er uger i lavsæsonen, hvor antallet er lavere, og uger i forår og efterår, hvor antallet er højere. Vi tager altid hensyn til, hvad den enkelte kan overskue. Vi har personalemøder cirka hver sjette uge, hvor guiderne får løn for at deltage. Vi tilbyder supervision til guiderne, som de også får løn for at deltage i. Derudover får guiderne arbejdsuniform (T-shirt og hoodie) fra Gadens Stemmer. Vi afholder en årlig julefrokost i vores afdelinger samt en sommersamling, hvor guider og sekretariatet fra hele landet mødes til hygge. Der er i løbet af året flere sociale og faglige arrangementer, som det er helt frivilligt at deltage i.

Ansættelsesformer

Når nye guider bliver en del af Gadens Stemmer, står de ofte udenfor det ordinære arbejdsmarked. Det kan være man er i et ressource forløb, på kontanthjælp, flexjobber og/eller førtidspensionister.  

En byvandring varer halvanden time og guiden får 500 kr. i honorar pr tur. Honorarerne overføres månedligt til guidens NemKonto.  Som guide ved Gadens Stemmer er det muligt at anvende det sociale frikort. Ligeledes er det også muligt at få en helt almindelig lønseddel og betale skat af lønnen.

mere end lønnen

Guiderne oplever, at processen med at formulere sin historie fra livet og gaden muliggør et fornyet og foranderligt syn på sig selv og sine muligheder. For mange guider giver jobbet også en struktur, ligesom det giver selvværd og identitet at have et job og kollegaer. Det kræver mod at formidle sin livshistorie til små store og store grupper på tværs af alder, uddannelse, køn og økonomi. Men det giver også masser af succesoplevelser, selvtillid og anerkendelse. Byvandringernes deltagere giver Gadens Stemmer og guiderne topkarakterer og klapsalver når turen er forbi. Det møde mellem mennesker, som byvandringerne også er, giver også deltagerne indsigt i et liv med social udsathed og udfordringer og er dermed med til at skabe tolerance og mindske fordomme om et liv på kanten. 

Mød guiderne

  • Første møde med gadens stemmer

    Man starter med en kort snak hos os, efterfulgt af, at vedkommende kommer med på en byvandring med en af vores erfarne guider. På den tur får den potentielle guide et førstehåndsindtryk af, om han eller hun kan forestille sig selv at stå dér om 3-4 uger med sin første gruppe, der skal på byvandring.

  • Vi lytter

    Næste skridt er, at vi sætter os sammen med guiden og lytter til deres historie – fra opvækst til, hvor de er i dag

  • Samarbejdet begynder

    Derfra begynder vi i samarbejde at opbygge guidens historie i kapitler og finde en egnet rute med stop ved steder, der har relation til guidens liv som udsat

  • Prøveture

    Derefter går vi prøveture uden publikum, som afsluttes med en prøvetur med inviteret publikum. Guiden kan for eksempel invitere egne gæster med, sin kontaktperson eller sagsbehandler, ligesom der også deltager andre fra Gadens Stemmer.

Læs mere om guiderne

Henning

Vesterbro

Stofbrug

Hjemløshed

Jeg har taget stoffer siden jeg var 14 år gammel; først fordi det var spændende, senere fordi jeg blev afhængig. Jeg tager stadig stoffer en gang i mellem og jeg vil vise dig, at et menneske der tager stoffer, kan mere end de fleste!

Kontakt

Har du lyst til at høre mere?
Så er du velkommen til at ringe eller sende en sms til Julie eller Lone – så kan I sammen aftale en introsamtale.

Guide- & netværkskoordinator
København

Julie Holst Pedersen

+45 71 96 72 32

Guide- og netværkskoordinator Jylland og Fyn

Lone Lietzin Jensen

+45 61 10 51 23