Jeg voksede op i en dysfunktionel familie og har både ADHD og ADD. Derfor begyndte jeg allerede som 11-årig at selvmedicinere med hash – det slukkede al larmen på øverste etage. Som 13-årig havde jeg fået nok af at være hjemme. Jeg stak af og begyndte at sove i opgange. Kommunen og min familie forsøgte at hjælpe ved at sende mig væk – men det føltes mere som et svigt end som støtte. 

Hash blev mit indgangsstof til andre stoffer, og i starten af 20’erne hang jeg ud i techno-miljøet. Her både tog og solgte jeg kokain i stor stil. På et tidspunkt møder jeg en kæreste, der elsker mig, som ingen har gjort før. Vi bliver forældre, og kærligheden får mig på rette spor i fem år. Men da forholdet slutter, bryder jeg sammen. Jeg har aldrig lært at håndtere følelser, så jeg gør det eneste, jeg kender: dulmer dem med stoffer. 

Denne gang fører misbruget mig til Istedgade – Danmarks hårdeste gade, et sted jeg havde svoret, jeg aldrig ville ende. Jeg begynder at ryge kokain og holder mig vågen i flere døgn – det bliver man skør af. Al glæden ved mit liv er suget ud, og nu handler det kun om at skaffe penge til stoffer og tage dem. 

Istedgade gør mig paranoid, og til sidst tager jeg gaden med hjem. Jeg lever i total ensomhed, og psykoserne begynder. Jeg tror, der kravler dyr under huden, og jeg kan høre mit sind skrige. 

Man siger, at når man rammer bunden, er der kun én vej – og det er op. Og sådan blev det også for mig. Jeg kommer i behandling, hvor jeg møder mennesker, der tror på mig og støtter mig på min vej til i dag at kunne fejre ét år clean.