På min tur vil jeg fortælle jer om, hvilke oplevelser jeg har med at været et barn af systemet; om at blive flyttet fra børnehjem, til børnehjem og aldrig rigtig høre til nogle steder. 

Med systemet som primær omsorgsperson har der ikke været mange positive forventninger eller kærlige puf, der kunne hjælpe mig med at indfri mine drømme. Det har altid været en stor drøm for mig at få en uddannelse, men med stemplet ”anbragt” følger altså begrænsede forestillinger om, hvad man evner og jeg fik desværre aldrig muligheden for at uddanne mig. 

Jeg har ikke haft megen tillid til hverken systemet eller andre mennesker, fordi jeg tidligt lærte at stabilitet og gode relationer ikke hørte til min virkelighed. Når virkeligheden svigter, så er det godt at kunne finde glæde i andre universer. Det har jeg gjort gennem bøger og musik, som har været mine gode venner gennem hele livet; når jeg lader mine fingre glide over guitarens strenge, så mærker jeg at jeg er hjemme i mig selv. 

At være tidligere anbragt er en livsomstændighed jeg har lært at danse med, og det at være glad på trods, er noget jeg er rigtig god til! Der findes mange tilbud og foreninger for anbragte, som har hjulpet mig i denne dans og jeg har med tiden sået små rødder i de fællesskaber.