Aleksander
![Guide Aleksander i Aalborg](https://gadensstemmer.dk/wp-content/uploads/2024/10/1e1ad1ee-875d-4741-af77-21670236424f.png)
Aleksander
Aleksanders tur starter ved Aalborg Arresthus på Kong Hans Gade 18 og slutter ved Kirkens Korshærs natcafe på Søndergade.
Fra kriminel til tung stofbruger til et produktivt medlem af samfundet.
Mit navn er Aleksander. Jeg er født ind i et kriminelt miljø, og begyndte som 13-årig at ryge hash. Hurtigt blev det også til andre stoffer, og som 16-årig var jeg i gang med at sælge stoffer. Jeg blev mere og mere kriminel, der var fart på og masser af penge.
Da jeg får et knæk i ryggen, stifter jeg bekendtskab med opiater, og ret hurtigt bliver jeg afhængig af dem. Det bliver starten på en nedtur, som fører mig ud i de mest dystre kroge af både sindet og samfundet. Jeg bliver stiknarkoman og lever på gaden i flere år. Jeg forsøger flere gange at blive clean, men det er en kamp mod systemet.
Jeg har nu været clean siden 2022, og bruger i dag min fritid på at hjælpe andre der også ønsker at sippe fri af stoffernes kløer. Jeg har fået en lejlighed og en kæreste, og passer mit arbejde som sommelier. Sidst men ikke mindst, fortæller jeg min historie i Gadens Stemmer.
Det gør jeg dels for at minde mig selv om hvor jeg kommer fra, og hvor jeg absolut ikke ønsker at vende tilbage til, og dels fordi jeg ønsker at skabe forståelse for, at når man ender på bunden af samfundet, er det oftest fordi man har ondt i sjælen. Ingen ønsker eller vælger livet som narkoman og hjemløs, og jeg vil ikke ønske for nogen at gå igennem det jeg har været igennem.
Karoline
![](https://gadensstemmer.dk/wp-content/uploads/2024/04/Gadebillede1.jpeg)
Aalborg
Karolines tur starter ved Mallorca Bar på Kennedys Plads og slutter ved Kayerødsgade.
Mit navn er Karoline, jeg er 32 år gammel og bor med min kæreste. Jeg har i mange år, drømt om at kunne fortælle min historie, for at kunne nå ud til andre i lignende situationer. At kunne slå noget af alt den tabu ihjel, og samtidig hjælpe samfundet ved at skabe en større forståelse og derved kunne give mere hjælp til udsatte.
Jeg startede mit liv ud med en voldsom oplevelse, der satte sine spor. Jeg kom hurtigt ind i voksenlivet og gik med til ting, som ødelagde mig. Ting som i dag gør at jeg lever med Borderline, Bipolar og PTSD. Jeg har haft mange selvmordsforsøg og et system, der ikke forstod mig. På min tur vil i høre meget mere om min lange rejse, for at nå dertil hvor jeg er i dag. I vil høre om voldtægt, prostitution og de mange svigt jeg har været ude for.
Jønne
![Jørgen er guide i Aalborg for Gadens Stemmer](https://gadensstemmer.dk/wp-content/uploads/2024/08/37e4efbb-5585-454a-82c2-d7da9790b86e-1024x1024.jpg)
Aalborg
Jørgens tur starter ved broen til Nr. Sundby ved siden af restaurant Bones og slutter ved Poul Paghs Gade.
Mit navn er Jørgen og jeg er 59 år. Kært barn har mange navne, og jeg er også kendt som Karate-Jørgen, Abe-Jørgen og Jønne.
Min historie starter ved broen til Nr. Sundby, for det er der jeg er vokset op og stadig bor. Resten af historien foregår i Aalborg. Vi kommer gennem Jomfru Ane Gade, hvor jeg var en kendt og respekteret dørmand gennem en lang årrække. Jeg elskede mit job; jeg var en del af festen, fik lov at uddele nogle øretæver og gik hjem med penge på lommen. Det var også her jeg mødte min kone, og tiden i Jomfru Ane Gade husker jeg primært som en sjov periode, selvom der også var mange alvorlige situationer.
Vi går videre gennem byen, og kommer blandt andet forbi et af de steder, hvor jeg blev skudt. Jeg fortæller også om dengang, at jeg fik en kniv gennem armen, og om nogle af de forsøg, der har været på at likvidere mig.
Jeg fortæller min historie gennem Gadens Stemmer, fordi jeg gerne vil vise de unge at der er konsekvenser af de handlinger man begår. Konsekvenser, som først rammer mange år senere. I dag har jeg fået konstateret PTSD som følge af de mange ting jeg har oplevet.